Spring til indhold

Urban Species in collaboration with Imogen Heap: Blanket (2001)

oktober 20, 2009

Urban Species i samarbejde med Imogen Heap = musikalsk match made in heaven

En veninde fra gymnasiet præsenterede mig for dette nummer for et par dage siden. Og jeg har ikke kunnet få det ud af hovedet siden. Så nu måtte det simpelthen bare deles med Jer her på DocNoiz-bloggen.

Det er en ung Imogen Heap (i sine pre-Frou Frou dage) i samarbejde med Urban Species og nummeret er Blanket. Blanket stammer oprindeligt fra Urban Species’ album af samme navn fra 1998, men blev også udgivet på re-releasen af Heaps debutalbum i Megaphone i 2002 (oprindeligt udgivet i 1998).

Nyd nummeret her:

Reblog this post [with Zemanta]

Gogoyoko er nu åbnet i Skandinavien

oktober 19, 2009

Gogoyoko_logoDen islandske musikportal Gogoyoko åbnede den 1. oktober 2009 officielt dørene for musikere og musikfans i hele Skandinavien . Hermed starter en ny æra for musikere og fans med fokus på fair behandling, gennemsigtighed og direkte kontakt mellem musikere og fans. Initiativet er det hidtil mest seriøse af sin slags i Europa, og en velkommen håndsrækning til alle parter.

I maj måned i år skrev jeg et indlæg om et nyt islandsk initiativ kaldet Gogoyoko (læs mit tidligere indlæg for en nærmere redegørelse over mulighederne på sitet – eller se nedenstående video). Gogoyoko er i bund og grund en slags social musik markedsplads for både kunstnere og musikfans. Og det er naturligvis gratis at oprette en profil – for både kunstnere og fans.

Se en video, der kort opridser mulighederne på sitet her:

Fairplay i musikken

Hos Gogoyoko går man som antydet således meget op i, at der skal være “fairplay i musikken”. Det betyder helt konkret, at fans først og fremmest kan lytte til al musikken helt gratis. Falder man over noget, man synes om, kan man købe musikken direkte af artisten, og dermed være med til at sikre, at musikeren kan betale huslejen, få lidt brød på bordet, og udvikle ny god musik.

Musikerne kan sælge musikken (men også koncertbilletter, merchandise m.m.) direkte til deres fans. Og de sætter selv prisen! Så ikke længere noget med, at iTunes eller pladeselskaber dikterer hvad musikken skal koste. Samtidigt skæres de typiske mellemled altså væk og det sikres, at artisterne får betaling for deres musik.

Udover dette går 40% af det samlede reklameindtægter går direkte tilbage til musikerne, fordelt efter hvor meget deres musik er blevet streamet på siden.

Men Gogoyoko tænker fairplay begrebet længere end relationen mellem musikere og fans. Således går 10% af Gogoyokos samlede indtægter ubeskåret til velgørende formål hos for eksempel UNICEF, Oxfam, Læger Uden Grænser og Refugees United. Artister kan selv vælge at støtte yderligere ved at donere direkte og fast gennem deres salg med et minimum på 10% af salgsindtægter.

Kunstnerne siger god for sitet

I maj i år var gogoyoko også at finde på SPOT festivalen i Århus og var værter ved en reception i København, der resulterede i at flere danske såvel udenlandske pladeselskaber og kunstnere tilsluttede sig gogoyoko og gav deres støtte til platformen. Iblandt disse er selskaberne Rumraket, Crunchy Frog og bands som Beta Satan, Efterklang, Hanne Hukkelberg, Högni, The State the Market & the DJ og the Green Lives.

Det har været muligt for kunstnere at kontakte gogoyoko på forhånd, og dermed være sikker på, at deres musik var tilgængelig fra åbningsdagen. Derfor er der allerede nu masser af musik at finde på sitet.

Gogoyoko er indtil videre åbnet i alle de skandinaviske lande (DK, NO, SE, FI og Færøerne og Grønland). Det næste skridt bliver, at sitet åbner i UK + Canada – og så afslutningsvist i resten af verden. Hvornår dette sker, er indtil videre uvist.

Et godt initiativ

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for sitet, dets muligheder, og dets fokus på fair behandling. Samtidig er det en velkommen håndsrækning til musikere og fans i Skandinavien (i første omgang), og et sympatisk alternativ til Spotify, iTunes, TDC play osv. Jeg kan derfor kun opfordre både musikere og musikfans til hurtigst muligt at få oprettet en profil på sitet og komme igang med at udnytte mulighederne for at lære hinanden lidt bedre at kende, på denne fremragende platform.

Her er et link til et interview med en af skaberne bag Gogoyoko Haukur Magnusson, hvor du kan læse meget mere om tankerne bag konceptet: Iceland Music – Interview

Besøg sitet her: Gogoyoko.com

Reblog this post [with Zemanta]

Papa Stereo: Papa Stereo (EP)

oktober 4, 2009
af DocNoiz

papa stereo

Det syder og bobler i den danske undergrund. Gang på gang presser nye bands sig på for at komme op til overfladen og bryde igennem den cementerede mainstreammusiks tykke lydmur. Og et af disse bands er danske Papa Stereo.

Nogle mener, at ens musiksmag dannes i teenageårene. Det er måske derfor heller ikke underligt, når jeg hører min far med et nostalgisk blik i øjet hævde, at der ikke har været noget ordentlig musik siden Beatles og Rolling Stones. Det var den gang, der stadig var noget, som hed rejsegrammofonen, og transistoren var det nyeste nye.

Som repræsentant for den anden side af generationskløften synes jeg naturligvis, at han er håbløs gammeldags. Men måske ender jeg med at være lige så forstokket, i mine egne børns øjne og ører.

Men der er nu et eller andet dragende ved fortiden, hvilket Papa Stereo tilsyneladende også synes. På forsiden af bandets første mini-EP, som simpelthen bare hedder Papa Stereo, er der således et billede af en gammel transistorradio a la den slags, mine forældres generation lyttede til musik på i deres unge dage (se øverst). Papa Stereos rødder står da også solidt fæstet i rockæstetikkens musikalske muld.

Mini-EP’en består af bare tre numre. Det første Following your Nose byder på forvrænget vokal oven på en pumpende bund af bas, trommer, guitar, hammond og theramin. Og tankerne ledes hen på et band som Franz Ferdinand.

Herefter følger to numre, som begge kunne have været noget U2 havde lavet, vel at mærke dengang de stadig var unge og interessante. Det første af de to Turn Around byder Bono-isk vokal af bandets forsanger Frederik Lerche, der ligger som svøbt i silke i Simon Wærlings velvalgte 70′er-corny synth-lyde.

EP’ens sidste nummer Mary Change er et episk nummer som udvikler sig fra en stille nærmest rock-ballade a la U2, og langsomt tilføres mere og mere energi og kant, for til sidst at slutte i en smuk instrumental outro. Nummeret som helhed er modent og velspillet (og -sunget) hele vejen igennem og denne anmelders absolutte favorit.

Med kun tre numre er det desværre lidt svært at danne sig et helhedsindtryk af bandet, og det er lige underkanten at præsentere for sine lyttere. Især når man hverken på bandets bandbase eller myspace side kan finde mere musik. Til gengæld er hvert nummer på EP’en veludvalgt og af høj kvalitet.

Papa stereo har selv stået for at mixe albummet, og produktionen fejler ikke noget. Men lige netop Turn Around og Mary Change kalder næsten på dyr produktion i et stort studie. Så selvom jeg normalt er stor fortaler for DIY-projekter, så er det ligefør at jeg ville ønske for Papa Stereo, at de blev samlet op af et Major label, som har pengene til at finansiere sådan en produktion. Faren er dog som altid, at det sker på bekostning af bandets egne idéer, hvilket ville være fantastisk ærgeligt.

Papa Stereo formår med en blanding af musikalske referencer til 70′ernes og 80nes rockgiganter og kontemporære kunstnere at ramme en nutidig og relevant sound med rødder i tidligere årtiers rockæstetik. En ikke helt usund cocktail, så længe håndværket er i orden. Og det er det hos Papa Stereo.

Papa Stereo består af Malte Y. Madsen (vokal, guitar, samples), Simon D. Wærling (keyboard og synths), Mads O. Sander (trommer og samples), Frederik A. Lerche (bas og vokal).

Næste gang bandet kan opleves live er til en rockgudstjeneste tirsdag den 27. oktober 2009 klokken 20:00 i Trinitatis kirke ved Rundetårn.

For yderligere oplysninger se:

www.myspace.com/papastereo

www.bandbase.com/papastereo

Reblog this post [with Zemanta]

Den sorte liste – liste over stjålne musikinstrumenter i DK

oktober 1, 2009
af DocNoiz

no burglerTrommeslageren Henrik Rathje er efterhånden blevet så træt af, at folk konstant får stjålet sine musikinstrumenter i Danmark. Derfor har han nu taget initiativ til at lave siden densorteliste.dk.

På siden kan musikere helt gratis efterlyse instrumenter, de har fået stjålet. På denne måde kan forretninger kontakte ejeren, hvis de får tilbudt noget stjålet grej, ligesom andre musikere hjælpe hinanden med at holde øje på diverse steder på nettet, hvor der handles med brugte musikinstrumenter, og så kontakte ejeren af instrumentet så han/hun kan kontakte politiet og så videre. Jeg hilser initiativet mere end velkommen! Thumbs up herfra!

Besøg sitet her: www.densorteliste.dk

Spørg dine fans om penge!

oktober 1, 2009

Amanda Palmer

Amanda Palmer Foto: Joshi Radin

Musikere skal ikke være bange for at spørge efter og tage imod penge direkte fra deres fans. I hvert fald ikke hvis det står til sangerinden Amanda Fucking Palmer.

Jeg har før omtalt Amanda Fucking Palmer her på bloggen. Det var i forbindelsen med at Palmer i løbet af sammenlagt 10 timers arbejde på Twitter tjente $19.000 ved blandt andet at sælge t-shirts, som hun selv havde designet. Til koncerter kan hun finde på stoppe showet for at spørge publikum om penge, ligesom hun bortauktionerer kunst.

Onde tunger var begyndt at få lidt ondt i røven over, hendes direkte måde at spørge efter penge på. Det fik hende til i en blog-artikel fra i forgårs at ræsonnere over, hvorfor hun synes det er helt okay, at musikere er så direkte i deres henvendelse til fans om penge. Hendes baggrund som street-performer, synes jeg sætter tingene rigtig godt i perspektiv.

Jeg bringer herunder et længere uddrag af blog-indlægget, som jeg synes indeholder mange gode pointer:

“artists need to make money to eat and to continue to make art.

artists used to rely on middlemen to collect their money on their behalf, thereby rendering themselves innocent of cash-handling in the public eye.

artists will now be coming straight to you (yes YOU, you who want their music, their films, their books) for their paychecks.
please welcome them. please help them. please do not make them feel badly about asking you directly for money.
dead serious: this is the way shit is going to work from now on and it will work best if we all embrace it and don’t fight it.

unless you’ve been living under a rock, you’ve surely noticed that artists ALL over the place are reaching out directly to their fans for money.
how you
do it is a different matter.
maybe i should be more tasteful.
maybe i should not stop my concerts and auction off art.
i do not claim to have figured out the perfect system, not by a long shot.

BUT … i’d rather get the system right gradually and learn from the mistakes and break new ground (with the help of an incredibly responsive and positive fanbase) for other artists who i assume are going to cautiously follow in our footsteps. we are creating the protocol, people, right here and now.

i don’t care if we fuck up. i care THAT we’re doing it.

in fact, i ENJOY being the slightly crass, outspoken, crazy-(naked?)-chick-on-a-soapbox holding out a ukulele case of crumpled dollars asking for your money so that someone else a few steps behind me, perhaps some artist of shy and understated temperament, can feel better and maybe a little less nervous when they quietly step up and hold out their hat, fully clothed.

i am shameless, and fearless, when it comes to money and art.

i can’t help it: i come from a street performance background.
i stood almost motionless on a box in harvard square, painted white, relinquishing my fate and income to the goodwill and honor of the passers-by.

i spent years gradually building up a tolerance to the inbuilt shame that society puts on laying your hat/tipjar on the ground and asking the public to support your art.

i was harassed, jeered at, mocked, ignored, insulted, spit at, hated.
i was also applauded, appreciated, protected, loved….all by strangers passing me in the street.
people threw shit at me.
people also came up to me and told me that i’d changed their lives, brightened their day, made them cry.

some people used to yell “GET A FUCKING JOB” from their cars when they drove by me.
i, of course, could not yell back. i was a fucking statue, statues do not yell.


i did this for 5 years, and i made a living that way.
dollar by dollar.
hour by hour.
it was hard fucking work.

and for the last 10 years, i have been working my ass off in a different way: tirelessly making music, traveling the world, connecting with people, trying to keep my balance, almost never taking a break and, frankly, not making a fortune doing it. i still struggle to pay my rent sometimes. i’m still more or less in debt from my last record. i’ll lay it all out for you in another blog. it’s just math.

if you think i’m going to pass up a chance to put my hat back down in front of the collected audience on my virtual sidewalk and ask them to give their hard-earned money directly to me instead of to roadrunner records, warner music group, ticketmaster, and everyone else out there who’s been shamelessly raping both fan and artist for years, you’re crazy.

it’s also not a matter of whether an artist is starving or cruising on a yacht.
i would hate to see my fans turn on me once i actually have money in the bank with a “well, i would support you if you were starving, but now that you’re eating, no way.”
fuck that.
accept a new system.
feel ok about giving your money directly to paul mccartney. he may be rich, but he still rocks. show you care.
feel ok about giving it to fucking lady gaga if you’ve been guiltily downloading her dance tracks for free.
rejoice in the fact that you are directly responsible for several threads in her new spandex spacesuit.
it shouldn’t matter.
it’s about empowerment and it’s about SIMPLICITY: fan loves art, artist needs money, fan gives artist money, artist says thank you.

the critics are welcome to criticize.
they do not have to attend the party.
and even if they attend the party with rolling eyes, they will not be charged.
they will be hugged, they will be accepted and entertained, and they will not be given the hairy eyeball if they leave the room without tipping.
chances are they’ll tell a friend about the next party, and their friend will probably leave a dollar. and tell someone else.

taking my stand as a virtual street performer is the best thing that’s happened to my career and i revel in it.
and i love bringing people along for the ride.

i believe in the future of cheap art, creative enterprise, and an honorable public who will put their money where there mouth is, or rather, their spare change where their heart is.

can i get a fucking amen?

LOVE

afp”

Læs hele blog-indlægget her, hvor du også kan donere penge: http://blog.amandapalmer.net/post/200582690/why-i-am-not-afraid-to-take-your-money-by-amanda

Reblog this post [with Zemanta]